Ture på Nordlandet

Uanset om I skal ud at vandre eller ej, så går Højlyngsstien tæt forbi langt de fleste lokale seværdigheder på Nordbornholm, hvorfor nedenstående liste kan bruges til inspiration uanset om man bruger fødderne, cyklen, bussen eller bilen til at komme rundt til de mange attraktioner på Nordlandet.

Sjælegård ligger tæt ved Højlyngsstien, Borrelyngen og Ravnedalen. På Blåholtvej kan man tage stien nordpå mod Sandvig forbi Ravnedalen, Hammershus og Opalsøen. Der er meget mere at se på turen, der er ca. 10 km lang. Naturstyrelsen har lavet en fremragende folder om oplevelser på ruten:

Om Højlyngsstien

I dag består store dele af den gamle højlyng af skov, og det er også her, man finder nogle af Bornholms største naturværdier. Ruten udmærker sig ved at gå igennem (efter danske forhold) meget øde områder. Højlyngsstien møder den 120 km lange Kyststien ved Sandvig og ved Aarsdale, så man kan sammensætte en lang vandretur via begge stier.

Seværdigheder på Nordlandet

1. Hammersøen og Opalsøen
Hammerknuden er Bornholms nordligste punkt. En mægtig klippeknold, som hæver sig til 82 meter over Østersøen.

2. Hammersø og Opalsøen
Hammersø er Bornholms største sø, og Opalsøen er opstået i bunden af det tidligere stenbrud Hammerbruddet.

3. Hammersholm
Gården var tidligere en avlsgård til Hammershus. Den er bygget i slutningen af 1700-tallet i typisk bornholmsk stil.

4. Helleristingsfeltet
Ved Hammersholm ligger Danmarks største helleristningsfelt – også kendt som Madsebakke

5. Hammershus
Nordeuropas største borgruin er formentlig bygget omkring år 1300. Her finder I også et besøgscenter med information om Hammerhus’ farverige historie samt shop og cafe.

6. Paradisdalen
Den tæt bevoksede sprækkedal starter nær Hammershus og er en helt særlig oplevelse

7. Slotslyngen
Slotslyngen er en del af den gamle Højlyng, som hørte under Hammershus. I dag er det meste dækket af en vild og frodig skov.

8. Ravnedal
Sprækkedalen er forlængelsen af Paradisdalen ind på øen. Omkring dalen er Højlyngen bevaret som klippehede og overdrev.

9. Ole Christensens skulpturpark
I den nu afdøde billedhugger Ole Christensens have er der i dag open air museum fyldt med eventyrlige granitskulpturer. Der er gratis adgang.

10. Ols Kirke
Bornholm har fire rundkirker. Den højeste af dem er med sine 28 meter Ols Kirke, der er opført omkring år 1150. Kirken ligger i landsbyen Olsker.