Sandkås, Tejn og Olsker

Fra Sjælegård har I mulighed for at gå eller cykle ad en hemmelig smutvej til Sandkås. Her finder I Nordlandets bedste strand efter vores mening. Sandet er næsten hvidt og der er meget af det, klippeformationerne er slående og så er her Sandkaas Strandbar , som serverer lækker mad og drikke og en cool vibe. Der er yoga på stranden om sommeren.

Er du til en frisk travetur, kan du vandre langs kyststien fra Sandkås op til Allinge. Det er en utrolig smuk tur, som bestemt er værd at anbefale.

Øst for Sandkås i retning mod Gudhjem finder du byen Tejn og her kan du blandt andet opleve nyt liv i den gamle fiskerihavn.

Tejn rykker for vildt i disse år med driftige iværksættere, der åbner spændende steder for nydelse til ganen. På havnen finder du blandt andet det meget roste mikrobryggeri, Penyllan, hvor du kan få dig en øl i særklasse. Tæt på bryggeriet ligger vinbaren/vinbixen Kanten .

Seneste skud på molen er Isværket , der netop er åbnet i 2023 som café med egen isproduktion i et tidligere isværk, som leverede is til nedkøling af fiskerifangst. Det er folkene bag Kalas i Sandvig, der står bag Isværket, hvilket er garanti for den lækreste cremede is og en rigtig god kaffe!

I Isværket holder I Vandet Bornholm  også til. Her kan I hver dag i højsæsonen leje waders og vandkikkerter og få vejledning af havbiologer om det liv, der kan opleves i Østersøen.

Om sommeren er der streetfood i Smedjen. I løbet af året har det tidligere smede-værksted mange andre events som koncerter, markedsdage og den berømte og berygtede Diller-bingo. 

Det er i øvrigt i Tejn, vi ofte køber brød. Brødre Bageri laver det lækreste økologiske surdejsbrød af Bornholmsk mel. Og rugbrød.. og pizza.. og kager… mums

Tejn lægger også havn til den store fiskekonkurrence Trolling Master Bornholm, hvor det gælder om at fange den største laks.

Er du til god mad, kan du køre videre til Stammerhalle Badehotel, der ligger lidt syd/øst for Tejn. Det historiske badehotel er de seneste år blevet gennemrenoveret og ligger i absolut topklasse. Troldskoven bag hotellet er også en oplevelse – især for familiens mindste.

Fra Olsker eller Stammershalle kan du køre tilbage mod Sjælegård til landsbyen Olsker, der ligger tæt på gården. Her kan du se en af øens fire rundkirker, nemlig Sct. Ols Rundkirke.

Vi anbefaler 367ture.dk for inspiration til oplevelser i naturen på Bornholm, der også fortæller om kulturhistoriske vartegn og spor i landskabet.

Se fx følgende sider for mere inspiration til oplevelser her på Nordlandet:

https://367ture.dk/ture/ringebakkerne/

https://367ture.dk/ture/nordbornholm/

https://367ture.dk/ture/slotslyngen/